KAN VI BEVISE AT GOD ARKITEKTUR ER PENGENE VÆRD?

Happiness = (T9+A8) + (F7+HC6) – B7

Dette er ifølge de engelske arbejdsmiljøkonsulenter Peldon Rose, den hemmelige formel på kontorlykke. Men hvad har matematik med kontordesign at gøre? Jeg oplever det som et forsøg på at udfordre opfattelsen af kontorindretning, som pyntedisciplin ved at tale ind i pengenes logik.

At det ikke altid lykkes har mindre at gøre med hvorvidt kontorindretning er en god investering, end om pengelogikkens forudsætning for at gennemskue værdien af den evidens vi, som rumdesignere, ligger frem.

Arkitekturens flygtige merværdi

Det er jo en tongue in cheek henvisning til en oldgammel diskussion, om merværdien i arkitektur i det hele taget, og kontordesign i særdeleshed. For hvad motiverer en beslutningstager til at investere mere eller mindre i det byggede miljø?
Arkitekten har altid betragtet bygningen, som værende mere værd end summen af mursten, hvorimod bygherren, som underskriver checken, vil have mere end arkitektens glatte ansigt som forsikring på at bygningen virkelig er så værdifuld. Er man i tvivl om hvem der kommer bedst ud af det argument, skal man blot kaste et blik på forskellen mellem indtjeningen hos arkitekten kontra bygherren.
Hvorfor er det så svært at rejse penge til kvalitet af noget så essentielt som bygninger? Og hvis vi bevæger os nærmere til kernen i spørgsmålet: Hvorfor er det, trods ovenstående, mange gange lettere at rejse penge til selve bygningen, end til kvalitet og indretning af de rum i bygningen, som menneskerne rent faktisk færdes i? Sat på spidsen er det vel mest logisk at bygninger er værktøjer, hvor man starter med at finansiere forholdende for mennesker og derefter ser hvad der er tilbage til skallen?

Kan vi bevise at god arkitektur er pengene værd?

Uanset hvor prioriteterne ligger handler det om evidens. Som rumdesigner skal jeg sandsynliggøre, hvor meget investor får for pengene. Her gælder et Jim Barksdale citat:

“If we have data, let’s look at data. If all we have are opinions, let’s go with mine.”

Som Peldon Rose eksemplet, er der ikke mangel på forsøg med at fremstille data og argumentation, for effekten af investeringer i rum- og arbejdsmiljødesign (inklusiv undertegnedes), men vores arbejde er en kamp med “mavefornemmelsens autoritet”. Problemet er, at bevisbyrden gradbøjes alt efter kontekst.
Værdien af evidens er styret af sprog. “Tallene peger på” og “adfærd viser” er hård og blød fakta i kraft af ordene “tal” og “adfærd”
Uagtet at tallene kan være lige så forkerte, som adfærden kan være forudsigelig.

Her er f.eks. 3 udsagn med 3 forskellig indflydelseskraft:
1. “ Vores strategi hedder Triple 15: I 2015 når vi en omsætning på 15 mia. euro, med en EBIT på 15%”
2. “I løbet af weekenden kan vi forvente højere temperaturer og let vind. Sammenstiller man de forhold, får man perfekt cykelvejr. Det er især den vestlige og sydlige del af landet, som kan få 10-13 grader. På Bornholm og i Nordjylland bliver vi under de tocifret temperaturer.”
3. “Med det nye klyngedesign kan vi samtidig forbedre forholdende for koncentration og vidensdeling i teamet. Resultatet giver en effektivisering af teamets lønsum på cirka 20%”
Hvilke af disse påstande kan rejse flest penge ud fra en rationel betragtning? Svaret er, at din vurdering af risici er afhængig af den kultur du er en del af.

Investering er når du acceptere risiko

På trods af, at Warren Buffet over en periode på seks år har vist at investeringsfondenes klogeste matematikere og fysikere, ikke kan slå en passiv indexinvestering, så ruller folks trilliarder af sparepenge ufortrødent videre gennem investeringsfonde.

En indexfond er reelt en computer der spreder dine penge ligeligt over de 100 til 500 bedst ydende aktier, hvilket den gør meget billigt. Hvorimod en investeringsfond kræver ret høje ydelser for at meget kloge mennesker jagter markedet efter den store gevinst. Indexinvesteringer er bare ikke sexet, det kræver ikke indsigt, man behøver ikke være smart og det støder forfængeligheden i finansverdens “the smartest man in the room” kultur.Resultatet er, at der hvor der kan rejses flest penge, er hos den gruppe mennesker, som omgås risici underlagt en kulturel kontekst. Det er en form for confirmation bias, hvor man ubevidst undertrykker evidens som går imod gruppens selvforståelse.
En fisker har omvendt et helt andet forhold til risici på baggrund af en vejrudsigt. Fiskerens liv afhænger af forudsigelser af tilsyneladende lovformlighed i termodynamikken. Ifølge Laplace Demon burde vi kunne forudsige vejret med 100 % nøjagtighed, når vi kender alle bestanddelene, – eller som Einstein sagde: “God doesn’t play dice”.
Alligevel er det for en fisker forbundet med livsfare, at stole blindt på meteorologerne. Selvom man i teorien kan forudsige vejret perfekt, gør mængden af komplekse forhold det alligevel umuligt i praksis(jaja og Bohr og Heisenberg, men det bliver en anden bog).
I tilfældet med vejrudsigten accepterer vi det ud fra pragmatik, i finansverdenen ser man det, som selve udfordringen, – dét der giver spekulation mening. Og hos os, rumdesignere, må vi forsat insistere på, at informeret investeringsrisiko, er bedre end at lade uintelligente bygninger nedslide tankekraft og skabe uhensigtsmæssig adfærd.
Nu hvor vi er ved effekten af rumdesign, som basis for investeringsvillighed, så er 20 % effektivisering af lønsummen et afkast, som burde få virksomhedsledere til at tage pænt store risici. Men som vi måske er ved at forstå, er konteksten ubekendt for direktøren, kulturen er fremmed og arkitekterne har endnu ikke været gode nok til at penetrere kulturforskellen.
Hvad sker der, hvis i stedet taler direkte til dem der bliver berørt af rumdesign? Hvis man f.eks. sagde til medarbejderne: “Hvor stor en andel af din grundløn vil du investere i dit arbejdsmiljø for at få en præstationsbonus, når din investering vel at mærke er en engangsinveste-ring, hvor du efterfølgende vil modtage en bonus hvert år, hvis din præstation er bedre end året før på grund af arbejdsmiljøforbedringen?”
Her genkender de fleste, inklusiv beslutningestagere, når arbejdsmiljøet står i vejen for den optimale præstation.  Men  som økonomisk gearingspunkt i organisationen forbliver det  en abstraktion.
Den vind vender.

Submit a comment