Virtual Reality, brækjernet til ny arkitektonisk skabelsesideal?

Tilbage i 90’erne var der en regulær Virtual Reality(VR) feber. Jeg husker det, som om hvert år i dekaden havde sin egen spillefilm, der var drevet af fascinationen ved maskingenereret virkelighed. Dengang var flugten til en computerskabt parallelverden en uafrystelig fortælling, når man var vokset op med atomtruslen, der lagde sig som sorte skygger over 68’ernes hedonistiske verdensalternativ der langsomt, men selvsikkert, degenereredes til AIDS, overdosis & rock’n’roll.

Her, 20 år efter, genrejser VR sig i en noget mindre eksistentiel skikkelse, som det naturlige tredje skridt i den digitale revolution. I modsætning til 90’erne, er VR i dag, ikke i samme grad, forbundet med en filosofisk diskussion af den fysiske verdens relevans, men betragtes som en forlængelse af værktøjer som vi i forvejen har været vidner til, gik fra computere på bordet, til computere i skødet til computere i lommen – og nu på hovedet. Derfor overser vi let, hvordan Virtuel Reality helt vil revolutionere arkitekturens præmis; fra bygning som genstand, til rummet som genstand. Hele måden at opleve arkitektur på er domineret af betragteren, som står udenfor og kigger på bygningskroppen, hvilket i store træk afspejler et ideal som alene er skulpturelt.

Bliver VR et skifte af den arkitektoniske optik til fokus på rumoplevelsen over bygningskroppen?

Sagen er den, at den fungerende arkitektur lider under begrænsningen; at rejsen fra vision til fysisk bygning altid går gennem tegningen, eller som nedskaleret model. Modellens problem er simpel nok; den er for lille til at give os en rumlig oplevelse. Tegningens problem er grundlæggende en flere tusind år gammel brydning med rumlig gengivelse. Hvordan fremstiller man rumlige objekter på det flade papir? Eksempelvis kunne man i vuggen for klassisk vestlig arkitektur, det faraoniske Egypten, bygge ingeniørmæssige underværker, hvorimod man var ude af stand til at gengive en realistisk virkeligheden i det retvinklede-frontal system. Egypternes bygningskonstruktioner kan stadig betragtes som arkitektonisk DNA, hvorimod ingen længere tegner i et perspektiv der mest af alt gengav rummet, som havde man kørt det fladt med en damptromle.

Det var først da Alberti i 1400-tallet systematisk eksperimenterede med snore og sigtelinjer i sit atelier, at det geometriske frontalperspektiv tillod kunstnere, såvel som arkitekter, at gengive rumlighed tilstrækkelig retvisende.

Der er noget blændende ved Albertis virkelighedsprisme – tricket var nærmest en pagt med djævlen, hvor man fik adgang til den syntetiske virkelighed på bekostning af den virkelige virkelighed. Man fik en ramme, men med rammen fulgte et sæt regler, som indtil i dag har afskåret arkitekturen fra ægte rumlighed. Som Lars Marcussen beskriver Albertis opdagelse:

“Det afgørende er nu, at Alberti, efter at have trukket snorene, kunne frigøre sig fra det direkte sanseindtryk, der dannes i kighullet, og iagttage opstillingen, som repræsenterer sanseindtrykket, ‘udefra’. Ved at betragte opstillingen, har han (..) indset, at der til det konkrete øjepunkt ved kighullet må svare et teoretisk punkt, som er identisk med sigtelinjen.”

Resultatet, som Lars Marcussen videre skriver i ’Rummets arkitektur, arkitekturens rum’: “Det var en stor bedrift, som sikrede Alberti en plads i matematikkens så vel som i billedkunstens historie”

Det lyder måske ikke så djævelsk, men det grundlagde et arkitektonisk skabelsesideal som var styret af billedrammens horisont, sigtelinje, symmetri, kanter og rektangler. Fra maleriets billedramme over fjernsynets billedramme, til vindueshullet i den flade facade, genkender vi beskuerens ramme i vores bygningers firkanter, vinkler, snit og vinduesrammer.

Den moderne arkitektur har låst os fast i beskuerens ramme, hvori rummets udstrakthed er afvist som interessant. Derfor anmelder vi arkitektur hængende i en helikopter. Derfor skal man næsten altid ud af bygningen, for at kunne se forskel på den og andre bygninger.

Men hvad vil der ske når en bygherre først og fremmest vil tage sine beslutninger efter en VR tur inde i bygningen?

Jeg tror det vil rykke på arkitekturens skabelsesideal, når vi ikke længere bygger modeller eller tegner perspektiv efter Alberti. Det kommer simpelthen ikke til at giver mening at forholde sig til en ubygget bygning, før man har gået rundt inde i den med VR og når vi er der, hvordan vil vi så opleve bygnings kvalitet?

Submit a comment