Neuroarchitecture bliver lige vel modig nok.

Acadamy of Neuroscience for Architecture er en snart 10 år gammel organisation der sigter mod at etablere et videnskabelig fundament for de byggede omgivelsers effekt på mennesket. De har i 2012 haft deres første konference og mener selv at feltet er ved at få grund under fødderne, hvilket er afsindig spændende og bliver behandlet i denne udenmærkede artikel i Pacific Standart.

Det er ikke for godt til at være sandt, men derfor kan man godt forløbe sig.

Men lige inden vi hardwire arkitekturen til vores nervesystem er der grund til endnu en deklaration til alt hvad der har NEURO i sig, for denne hjernens tidsalder kan godt risikere at ligne en IT-bobbel for konkluderende konceptualister.

Først: Der er ingen tvivl om at omgivelsernes betydning for mennesket er et uudforsket potentiale i en stadig mere urbaniseret verden. Vi ved, blandt andet inde for hospitals design, at visse rumlige og naturlige elementer, kan skabe cognitive OG fysiske forandringer på mennesker. Vi ved at nogle specifikke delelementer i hjerne og krop deltager i disse reaktioner. Vi ved at den hjerne og det sind der tidligere var en sort kasse, som filosofien og psykologien sad og kiggede ind i, rent faktisk har nogle forbindelser og noget mekanik der kan behandles biologisk. Men ved UFATTELIG lidt om hvordan de præcis virker.

Forudsigelser om arkitekturens effekt, er som vejrudsigten på en dårlig dag.

Så det der er den store barriere er, at vi har et videnskabeligt ideal der siger at viden først er viden når det er emperisk, gentagelig og forudsigeligt. Og i skrivende stund er der et enormt gab fra at kunne sige noget videnskabeligt om hvordan en neuron virker til at sige noget videnskabeligt om hvordan en proces i 100 miliarder neuroner virker. Der bliver faktisk diskuteret om den nogesinde kan lukkes og lave en kvalificeret forudsigelse af hjerneprocesser. For at sætte det på spidsen: Man mener at der lige så mange mulige “Brain states”, altså kombinationer af forbindelse mellem neuroner og synapser, som der er partikler i universet.

Så der er reel, og ret stor, risiko for at man aldrig opnår den tilstand af viden der er vores ideal og i sidste ende betingelse for erkendelse. Med andre ord så består bobbelen i at man kan se noget forskning der radikalt forandre perspektivet og mulighederne i hjerne som teknologi og det er for fristende for nogen at tage den og løbe.. lige ned i banken. Og her skal det noteres at det er ikke det jeg anklager ANFA for. Tværtimod, men deres publikum, kunne mistænkes for det.

Hjernearkitektur på vej mod sin egen IT-bobbel?

Men som det var med IT-bobblen, så blev denne entusiasme i første omgang punkteret med at brag og vi havde en lang tid hvor vi ikke troede på det eventyr som IT-gøglerne havde fortalt os. Men lige pludselig kom Iphonen og selv om det tog længere tid end man havde forudset, så lever vi faktisk i den drømmeverden hvor millioner af mennesker forbindes på nettet i realtime.

Derfor mener jeg at vi både skal vare os for den fristende lovning der ligger i arkitekturens indflydelse på hjernen, men aller vigtigst skal vi også se noget andet i øjenen. Selvom det nok aldrig bliver muligt at forudsige alle partiklers tilstand i hele universet, eller bare kunne lave en troværdig vejrudsigt, på trods af at vi har grundlæggende viden om thermodynamik og snart sagt har forstået partikler efterhånden. Så er universet og vejret en kendt størrelse som vi opfatter som virkelighed og arbejder med.

Erkendelsen er det vigtigste redskab. Herfra starter diskutionen.

På samme måde er det vigtigste i denne neurobobbel ikke så meget hvilke indbringende fremtidsdrømme vi kan forstille os, men selve det at erkende at menneskets er et biologisk produkt og din krop og hjerne der holder alt hvad du er, tænker og føler er en materialistisk organisk genstand. Og denne organisme har som betingelse kun et: at overleve og forplante sig i symbiose med de omgivelser den eksisterer i.

Submit a comment