r_logo2

CDP på Louisiana
CDP_THUMB

Her beskriver vi de originale betragtninger omkring CITY DENSE PERCEIVED. Det ene af vores bidrag til Louisianas arkitektur udstilling LIVING.

Vi havde tidligere arbejdet med hvordan lugtesansen indgik i vores adfærd og hvad duft kunne bruges til i det byggerede rum, så det var naturligt at undersøge lugtesansens betingelser i den urbane udvikling.

Med CDP møder man et hypotetisk udsnit af byens indre. Forstil dig en gang dybt i boligblokken, med rækker af indgangsdøre og hvor duften af privatlivets mad, cigaretter, shampoo, sanitet osv. er pakket så tæt, at duftsfærerne overlapper hinanden i ét multikulturelt duftbillede. Man kan bevæge sig ind og ud af duftbilledet og måske skelne en kultur fra en anden forbundet med bestemte indgangsdøre.

Boligblokken som virus af stablede kasser.

En inspiration var genkendelsen af boligblokken over alt i verdenen. Boligblokken er en måde at bygge og bo på der har udviklet sig til en overvældende dominans i den globale urbanitet. Samtidig må det være en kulturelt ”one size fits all” for man kan knapt nok skelne blokken den står i Nuuk eller Islamabad. Vi tænkte hvad konsekvensen ville være for alverdens seneste urbanister, fra Mexico City til Beiha i Kina (verdens hurtigst voksende by), når tætheden og boligregulativer efterhånden vil pakke og ventilerer deres verden til monoton sanseløshed.

billede1-lillebillede2-lillebillede3-lille

Den originale tekst der fulgte CDP.

CITY-DENSE-PERCEIVED handler om den sansende organisme, mennesket der efterhånden udelukkende lever i sin egen konstruktion: byen.

Lejlighedskomplekset er byens DNA og som boform er stablingen af beboere i kasser rationalitetens globale sejr. Den er næsten så huleagtig simpel i sin ren funktionelle nødvendighed, at boformen ganske sjældent tager farve af den kultur den opstår i. Et fællesareal – opgang, trappeskakt, gangforløb - ville ikke adskille sig nævneværdigt fra Shang Hai over Uzbekistan, Nairobi eller Detroit. Man kan forstille sig at kun duften kunne afsløre kulturelle forskelle.

Men lugtesansen har ikke mange chancer i rumkonstruktørenes skabelsesideal. Lugt har en uheldig historie med at repræsentere den måske eneste reelle trussel mod byen som princip; døden ved affald. Det var med næsener at mennesker forstod faren ved affald og vigtigheden i at udskille det fra byen. Dermed indgik det i bygningens skabelsesideal, at lugt er en gene der i sig selv skal elimineres.

Med dette eksempel tager sanserne bagsædet for den oplyste rumkonstruktør og det er den rationelle rumkonstruktør der isolere og ventilere miljøet så frit for duft, at man ikke engang med næsen kan skelne mellem opgange fra Nuuk eller Buenos Aires. Men hvad betyder det for mennesket at leve 90% af livet omsluttet af en konstruktion skabt med delvist sansebedøvende intention?

Det bliver et spørgsmål til sansernes funktion. Bruger vi ikke sanserne til at skelne mellem værdier og stykke det sammen til en virkelighed der kræver vores reaktion? Hvad er vores grundlag for en bedømmelse af disse værdier og hvordan indgår al dette i den viden hvormed vi skaber rummene omkring os?

CDP_Total_site

City

Byen som system er en ustoppelig evolutionær succes. De 40 største byer huser ikke mere en 18% af jordens befolkning, men står for 66% af al økonomisk aktivitet og 85% af al innovation.

Faktisk kan byens udvikling sammenlignes med menneskehjernens. Begge systemers store spring frem, består af en tilføjet evne til parallelle forbindelser mellem stadig mere specialiserede enheder. Forskellen mellem Agerbrugeren og Byboeren er forskellen mellem at skulle dække alle livets kompetencer på sit eget stykke land eller få givet tid til at opfinde telefonen i umiddelbar nærhed af slagteren og bageren. På samme måde har Neuroner skabt så effektive forbindelser mellem celler, at der opstår overskud til abstrakt tænkning. Dermed bliver byen tilnærmelsesvis en organisme som hjernen, hvor alle beboernes kompetencer griber ind i hinanden med en sum større end den samlede evne af det enkelte mennesker.

Men med en urban vækst, der peger på at 70% af jordens befolkning bor i byer inden 2050, overgiver mennesket sig i mere og mere total grad til urbaniteten. Og i det lys er urbanitet, i sammenligning med hjernens strengt biologisk udvikling og dens udspring i naturens millionårige erfaring, begrænset af menneskets relativt korte og ganske infantile evne til at designe og organisere holdbare, effektive og innovative byer.

Evner vi at skabe tilstrækkelig viden om byorganismens homeostase til at tøjle de sociale og logistiske bivirkninger der vokser sig stadig større?

Eller er byen en teknologi der er ved at løbe os af hænde?

CDP_midtdoor_site

Dense

At mennesker i uset omfang opsøger et liv i massive koncentrationer er også på andre måder et udviklingsmæssigt paradoks.

Når Byen skaber multikulturalitet, skaber den et modsætningsforhold til menneskets natur, for mennesket er et genetisk bestemt gruppedyr der kan være berigende alturistisk inden for en bestemt størrelse gruppe og destruktivt fjendtlig mod alt uden for gruppens overskuelighed.

Robin Dunbar har ovenikøbet undersøgt størrelsen af neocortex i hjernen på forskellige primater og regnet sig frem til at mennesket, med sin største hjerne, formår at opretholde betingelsesfri social relation til ikke mere end ca. 150 andre mennesker. Alt ud over denne størrelse bliver så komplekst at det skal knyttes sammen med regler og konstruerede styreformer, bla. fordi grundlaget for umiddelbar tillid svinder i gruppens periferi.

Så det er en konflikt mellem byens potentiale af uvidet forbundehed og

evolutionære begrænsninger i menneskehjernen, der bla. giver sig udslag i ghettodannelse, social uro og byboernes generelle forsøg på at afskærme sig fra naboernes duft, lyd og hinanden.

Med hvilke greb kan man løfte menneskets overblik til at dække større grupper i voksende byer? Man kan forsøge med ideologiske grupperinger, der dog har den bagdel at de er flygtige og skal fastholdes i en bevidst formidling eller man kan undersøge hvordan mennesket underbevidst identificere sig med deres omgivelser.

F.eks knytter dufte dig til det genkendelige og umiddelbart værdifulde, så måske ville det være gavnligt at tilrettelægge duftlandskabet med det fordelagtige fra mange kulture?

CPD_FAR_site

Percieved

Hvis alt vi lugtede, så, smagte, hørte og følte havde lige adgang til vores bevidsthed, ville kakofonien nagle os til stedet og sandsynligvis tage livet af os i et lille smeld af kondenseret stress. Af den grund opstod perception som en underliggende bedømmelse og organisation af det sansede til en meningsfuld virkelighed for bevidstheden at agere i.

Med andre ord er det vi f.ek. mener at se, et resultat af en underbevidst vurdering af hvad der er værd at se.

Man mener at grundlaget for denne ubevidste bedømmelse blev etableret med det moderne menneske for omkring 50.000 år siden på den Afrikanske savanne og må derfor være forankret i naturen.

Over en opvækst, et liv og generationer udbygges dette perceptuelle værdikatalog, hvor alle genstande bliver tilføjet som en lille, eller stor, brik i eksistensens puslespil. På den måde bliver billedet af virkeligheden lagt med de brikker der indeholder størst overlevelsesmæssig gevinst.

Men der er stor forskel på hvor mange kræfter der skal bruges i den perceptuelle bedømmelse af det sansede. Et blik op i skovens kronetag eller forårets skyformationer giver uden videre mening trods figurenes anarkistisk kompleksitet. Hvorimod livet i konstruerede omgivelser udfordres af den relativt ringe erfaring det (ca)50.000 årige menneske har med den nogle hundrede år gamle by. Et rodet hjem, en ny arbejdsplads, transportknudepunkter eller rummet mellem husene kan have en ganske fysisk omkostning i forsøget på at skabe mening. De fleste kan f.eks. genkalde sig stress og distraktion i de situationer.

CPD_pa%CC%8Ahug_site

Med udgangspunkt i duftens skæbne i byen og rumkonstruktørenes skabelsesideal, kan vi se hvordan menneskets sprog med omverdenen gøres fattigt. De færreste anerkender lugtesansen for dens helt uundværlig funktion i at konstituere mennesket i verdenen. Vi har proprioception der definere kroppens rammer, syn og hørelse der orientere sig på distancen og følesansen fokusere på detaljen, men lugtesansen forankre os 360 grader, her og nu og hele tiden.

Kan vi leve med lugten ingenting?

CDP_door_site